Hvad gik galt?
Selvom du gør alt for at passe på dine smukke planter, kan man altid løbe ind i problemer.
Vi har samlet nogle af de mest almindelige tegn på hvordan din plante vil reagere, hvis den enten lider af udtørring, overvanding, næringsmangel, lysmangel, solskader og skadedyr.
UDTØRRING
Hvis din plante ikke har fået nok vand, vil bladene begynde at få tørre kanter og muligvis visne helt af planten. Bladene begynder på mange planter, at hænge og blive slappe, da de mister saftspændingen.
Hvad gør jeg?
Giv din plante en masse vand, og vand den hyppigere fremover. Måske står planten for varmt eller for tæt på en radiator. Udtørring af bladene kan også betyde, at luften er for tør. Derfor er det en god idé at forstøve din plante med vand en gang imellem, især om vinteren når der er varmt og tørt inde i stuen.
OVERVANDING
Hvis du er kommet til at give din plante for meget vand, vil det oftest vise sig ved gullige blade. Friske blade kan også falde af. Du vil oftest meget hurtigt kunne se det på jorden, men det sker også at jorden er tør på overfladen og våd på undersiden - især hvis planten står i en lukket beholder uden dræn.
Hvad gør jeg?
Hold tilbage med vandingen, så jorden får lov at tørre ud. Hvis jorden ikke tørrer op, kan det være du bliver nødt til at potte din plante om i ny jord. Du kan også sætte din plante et varmere og lysere sted, for at få jorden til at tørre hurtigere ud.
NÆRINGSMANGEL
Din plante har fået gullige, blege blade og væksten gået i stå. Måske ser den ekstra trist ud og hænger lidt med tippen. Så kan det være din plante mangler næring.
Hvad gør jeg?
Du kan give din plante noget Greenify Universalgødning. Det kan også være din plante trænger til at få ny jord og mere plads. Vælg en krukke som er 5-10 cm større end den nuværende i diameter og pot den over i den nye krukke.
LYSMANGEL
Bladene er blege og mister farven. Planten kan også smide nogle af sine blade. Hvis din plante står mørkt, kan disse symptomer være udtryk for at den mangler lys.
Hvad gør jeg?
Find en ny og bedre placering til din plante. Læs mere om de forskellige planters foretrukne placeringer på de enkelte planter. I vinterhalvåret, hvor dagene er kortere og soltimerne begrænset, kan de fleste planter med fordel rykkes tættere på vinduer, så lysforholdene for planten optimeres. Når solen står lavere på himlen, når solens stråler ikke så langt ind i rummet, og sammenholdt med et begrænset antal soltimer, vil den samme placering om vinteren være væsentlig mere mørk end om sommeren.
SOLSKADER
Viser sig oftest ved store brune og visne plamager på din plantes blade. Ofte er det tørre, brune plamager, som visner væk og giver et hul i plantens blad. Pletterne er meget 'crisp' og kan smuldre ved berøring.
Hvad gør jeg?
Dette forekommer oftest om sommeren, hvor solens stråler er kraftigere og soltimerne flest. Flyt din plante væk fra det direkte sollys - hvis den står i et sydvendt vindue, kan den flyttes til en øst- eller vestvendt placering. Du kan læse på hver enkelt plante, hvilke lysforhold planten trives bedst med og dermed få en indikation af en oplagt placering til din plante. Fjern evt. skadede, brune blade, da de ikke bliver grønne igen.
SKADEDYR
Alle planter kan blive udsat for skadedyr - ude som inde. De sidder ofte på undersiden af bladene, men hvis angrebet er stort, kan hele planten være angrebet. Planter kan også få svamp og virus, hvilket kræver anden behandling.
Hvad gør jeg?
Skulle det ske, at dine planter er plaget af lus, kan du med fordel benytte en insektspray. Det kan også være nødvendigt at fjerne store grupper af skadedyr med en klud eller en vatpind, inden du sprayer. Du bør efter endt behandling overveje at styrke din plante med Greenifys Bladgødning ‘Jungle Mist’, som er en specialudviklet mikronæringsgødning som holder dine planters blade sunde og modstandsdygtige - også overfor bladsvampe. Denne bladgødning, vil også gøre din plante mere modstandsdygtig for fremtidige lignende angreb.